Salgs- og leveringsbetingelser

Simas Filters A/S, marts 2022

1. Indledning

Levering sker i henhold til Almindelige Betingelser 92 (NL92), og hvis montage Almindelige Betingelser NLM94, i det omfang disse ikke er fraveget nedenfor og der ikke foreligger modstående skriftlige aftaler mellem parterne. Salgs- og leveringsbetingelserne gælder for både sælgers salg af varer og for sælgers øvrige ydelser i form af service- og montagearbejde, i det omfang disse ikke er fraveget ved skriftlig aftale mellem parterne. Sælgers salgs- og leveringsbetingelser gælder forud for købers eventuelle egne indkøbsbetingelser.

 

2. Tilbud

Afgivne tilbud er baseret på de på tilbudstidspunktet gældende forhold, og sælgeren forbeholder sig ret til efterfølgende regulering, hvis forholdene ændrer sig. Som eksempler på sådanne forhold kan nævnes priser på råvarer, halvfabrikata, forsikringspræmier, toldtariffer, afgifter af enhver art og øvrige omkostninger. Såfremt disse priser m.v. beregnet i danske kroner stiger efter tilbudstidspunktet, er sælgeren berettiget til at forhøje prisen tilsvarende. Sælgeren påtager sig ikke ansvar for eventuelle fejl i tilbud og medsendt informationsmateriale.

 

3. Ordrebekræftelse

Endelig aftale om levering af varer eller ydelser foreligger først på det tidspunkt, hvor køber har modtaget sælgers skriftlige ordrebekræftelse og eller modtaget faktura og kun dette er bindende. Såfremt køberen ikke straks gør skriftlige indsigelser over for en fremsendt ordrebekræftelse og eller faktura, er aftale indgået på baggrund af de i ordrebekræftelsen og eller fakturaen angivne vilkår.

 

4. Leveringsforhold og forsinkelse

Varerne anses for solgt til levering ab sælgers fabrik eller lager. Sælgeren sørger for varens videretransport for købers regning og risiko. Transportforsikring tegnes kun på købers instruktion og da for købers regning. Emballage faktureres separat.  Sælger vil, så snart han bliver bekendt med, at der vil indtræde forsinkelse, underrette køberen herom. Sælgeren er alene ansvarlig for forsinkelse, såfremt forsinkelsen skyldes grov forsømmelse fra sælgerens side. Køberen er ikke berettiget til at hæve handlen, medmindre han skriftligt ved aftalens indgåelse har betinget sig opfyldelse nøjagtig til en bestemt tid.

 

5. Overlevering

Overlevering finder sted, når anlægget er leveret, og monteringsarbejdet er afsluttet.

Køber forpligter sig til at stille en underskriftsberettiget til rådighed for overleveringsforretning inden for 1-3 dage. I forbindelse med overleveringsforretningen udarbejdes liste over eventuelle mangler, som Simas Filters A/S skal udbedre inden for 14 dage. Når disse mangler er udbedret, er overleveringen endelig afsluttet. 

Efter godkendt overleveringsforretning kan køber kun påberåbe sig skjulte mangler, som ikke kunne påvises ved overleveringen. Simas Filters A/S forbeholder sig ret til løbende overlevering når arbejdet består af flere selvstændige anlæg.

 

6. Returvarer

Varer tages ikke retur uden forudgående aftale, tillige fratrækkes 10% af fakturabeløbet eksklusiv moms i ekspeditionsomkostninger. Returnering skal ske franco sælgers lager. Emballage tages ikke retur.

 

7. Betaling

14 dage netto. Køberen er uberettiget til helt eller delvist at tilbageholde betaling, medmindre dette er godkendt af sælgeren. Betaling anses sket ved sælgers modtagelse af beløbet. Ved betaling efter forfaldstid beregnes rente med 2% pr. påbegyndt måned.  Hvor den solgte vares pris er kalkuleret efter udenlandsk valuta, tages der forbehold for kursudsving på betalingsdagen, idet kursudsving +/- 2% vil medfører korrektion i fakturaprisen, såfremt udsvinget overstiger DKK 100,00. Såfremt betaling ikke er sket senest 30 dage efter forfaldsdato, er sælger endvidere berettiget til at hæve den pågældende aftale såvel som andre indgåede aftaler med køber uden varsel samt berettiget til at rejse erstatningskrav mod køber i anledning heraf.

 

8. Ejendomsforbehold

Sælger forbeholder sig ejendomsretten til det solgte, indtil hele købesummen med tillæg af påløbne omkostninger er betalt til sælger. Såfremt varen er solgt med henblik på senere at skulle indbygges i eller sammenføjes med andre genstande omfattes det solgte ikke af ejendomsforbeholdet, når indbygningen eller sammenføjningen har fundet sted.

 

9. Reklamationer vedr. mangler

Køber skal straks ved levering gennemgå og kontrollere varerne for at sikre sig, at disse er mangelfri. Reklamationer over mangler, der er eller burde have været opdaget ved en sådan kontrol, skal fremsættes skriftligt og straks inden 8 dage efter levering. Ved øvrige mangler, herunder mangler ved service eller montageydelser, skal der reklameres straks manglen opdages. Ved enhver reklamation over mangler skal reklamationen indeholde en redegørelse for manglens beskaffenhed. Såfremt køber har opdaget eller burde have opdaget manglen, og såfremt han ikke reklamerer som anført, kan han ikke senere gøre manglen gældende.

 

10. Garanti og afhjælpning

Sælgeren påtager sig i 12 måneder fra leveringen at afhjælpe fabrikationsfejl. Sælgers forpligtelse er begrænset til ombytning af defekte dele, medens andre omkostninger i forbindelse med afhjælpning, herunder bl.a. arbejdsløn er sælgeren uvedkommende. Afhjælpningsretten bortfalder, såfremt det leverede er forkert monteret, mangelfuldt vedligeholdt eller forkert behandlet.  Det er en forudsætning for sælgerens afhjælpningsforpligtelse, at køberen omgående kontakter sælgeren, når en mangel forligger. Ved teknisk vejledning af køberen tages forbehold for mangelfulde eller misvisende oplysninger fra køberen.

Udbedring af mangler udføres efter sælgers valg direkte hos køber eller hos sælger. Foretages reklamationsarbejder hos sælger er køber forpligtet til for egen regning at levere henholdsvis afhente de reklamationsberettigede varer hos sælger. Sælger dækker ikke købers eventuelle driftstab i udbedringsperioden, jf. i øvrigt pkt. 10 nedenfor.

 

11. Ansvarsbegrænsning ved forsinkelse, mangler og force majeure

Et erstatningskrav over for sælger kan ikke overstige fakturabeløbet for den solgte genstand eller den leverede ydelse (eksklusiv moms, fragtomkostninger og lignende beløb). Dette gælder uanset på hvilket retligt grundlag erstatningskravet gøres gældende (forsinkelse, mangler m.v.). Sælger hæfter ikke for driftstab, avancetab, tab i anledning af dækningskøb, tab af goodwill eller andre indirekte tab i anledning af aftalen, herunder indirekte tab, der opstår som følge af forsinkelser eller mangler ved det solgte eller den leverede ydelse.

Følgende force majeure omstændigheder medfører ansvarsfrihed for sælger, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimelig byrdefuld: Arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herrer over, såsom brand, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder. Omstændigheder som nævnt, der var indtruffet inden tilbuddets afgivelse/aftalens indgåelse, medfører kun ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke kunne forudses på dette tidspunkt. Det påhviler sælger uden ugrundet ophold skriftligt at underrette køber, dersom der indtræffer force majeure omstændigheder. 

 

12. Ansvar for leverancers skadesforvoldelse (produktansvar)

I det omfang det er foreneligt med Produktansvarslovens ufravigelige bestemmelser, begrænser sælger sit produktansvar, som det fremgår af følgende:

Sælger er kun ansvarlig for personskade, som den solgte vare eller arbejdsydelse forvolder, hvis det dokumenteres, at skaderne skyldes fejl eller forsømmelser, begået af sælger eller andre sælger har ansvaret for, ved et forhold, der kan karakteriseres som groft uagtsomt. Sælger er ikke ansvarlig for skade på løsøre. Sælger er ikke ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andre indirekte tab. I den udstrækning, sælger måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er køber forpligtet til at holde sælger skadesløs i samme omfang, som sælgers ansvar er begrænset efter ovenstående bestemmelser, jf. pkt. 10 ovenfor. Sælger hæfter kun i ét år fra varens overgivelse til køberen og i alle tilfælde er sælgers ansvar begrænset til varens værdi.

 

 

13. Markedsføring

Ved godkendelse af nærværende salg- og leveringsbetingelser accepterer køberen, at Simas Filters A/S markedsfører sine produkter via e-mail til de af køberen oplyste e-mailadresser. Købers e-mailadresser vil ikke blive videregivet til tredjemand, med mindre det indgår som en del af en konkret aftale om fx levering via en distributør.

Der vil udelukkende blive udsendt information, som omhandler relevante produkter i forhold til indkøbte filtre hos Simas Filters. Der udsendes maksimalt to nyhedsbreve om måneden, og modtageren kan til enhver tid afmelde sig. Ved problemer med afmelding er køber velkommen til at skrive til mail@simas.dk. Se i øvrigt Simas Filters persondata-politik og cookie-information på www.simas.dk.

 

14. Værneting

Enhver tvist, der måtte opstå mellem parterne skal afgøres ved Simas værneting, Retten i Randers. Er parterne enige om, at tvisten skal afgøres ved voldgift, skal tvisten afgøres endeligt efter dansk ret ved voldgift i henhold til ”Regler for behandling af sager ved Den Almindelige Voldgiftsret i Danmark”. Voldgiftsretten nedsættes i Randers, Danmark.

Enhver aftale parterne imellem er undergivet dansk ret, og hvor andet ikke er anført, gælder dansk rets almindelige regler i parternes indbyrdes forhold. Dansk ret finder anvendelse uanset om lovvalgsregler måtte henvise til udenlandsk ret.

 

Download vores betingelser